0

Maraton gennemført med hjælp fra Dukan

maraton-dukanNoget jeg ikke regnede med for 4 år siden, var at gennemføre et maratonløb. Der vejede jeg selvfølgelig også en del mere og dyrkede stort set ikke motion. Den sport jeg dyrkede mest var poker, hvis man kan kalde det en sport. Men med 20 kilo mindre at slæbe på, en noget bedre fordeling af fedt og muskler og en del træning, var det muligt at gennemføre og i en tilfredsstillende tid.

For nøjagtigt 4 år siden, plus et par dage, vejede jeg lige omkring 1/10 ton og var i meget dårlig form. Det var på samme tidspunkt, at jeg startede min rejse med Dukan Kuren. Jeg startede med at tabe mig og begyndte lidt efter lidt at dyrke mere sport. På omkring 100 dage, havde jeg nået mit mål på -17 kg. men tabte mig en smule mere. Jeg var begyndt at spille basketball igen, under kuren og tilføjede senere padel (en blanding af tennis og squash) derefter crossfit og for omkring et år siden begyndte jeg at løbe. Siden er jeg stoppet med basketball og padel, da jeg forsøger at skåne mit knæ en smule.

Jeg begyndte at løbe, da et par venner spurgte om jeg ville være med til at løbe halvmaraton og det ville jeg da. Så sidste år blev det til 3x halvmaraton og et 10 km. løb og til december skulle jeg prøve lykken med et helt maraton.

Jeg var ambitiøs og ville gerne løbe på 3.30, hvilket jeg anså for en mere end acceptabel debuttid. Jeg havde trænet godt op til løbet, dog uden at have for meget struktur. De sidste par uger var jeg forsigtig med alkohol og maden og fik et par lange løb ind og ellers trænede jeg bare en lille smule mere end jeg plejede.

På selve løbsdagen var jeg så godt forberede som muligt. Havde en plan for dagen for mad og drikke helt fra jeg stod op og en plan for løbet, både hvad angik tid og indtagelse af vand, energidrik og gels.

Jeg startede hurtigere end planlagt og fik ikke spist så meget under løbet som jeg havde planlagt, men kunne ikke helt finde ud af hvorfor og hvor jeg havde glemt at spise 🙂 Det med at starte for hurtigt, havde jeg læst ville komme til at bide mig bag i sidst i løbet, men jeg følte mig godt tilpas. Jeg fik dog ondt i både ben og fødder lidt tidligt i løbet, men det var til at holde ud. Men det er sjovt hvor hurtigt det skifter. Ved omkring 30 km. tænkte jeg om jeg kunne sætte farten op de sidste 3 km. eller de sidste 5 km. og ved omkring 32 km. tænkte jeg om jeg ville være i stand til at holde tempoet resten af vejen.

De sidste 7 kilometer var godt nok lange og specielt de sidste 2 km. virkede som om de aldrig sluttede. Jeg måtte have lignet en blanding af en gammel robocop og Frankenstein da jeg kom ind på opløbsstrækningen. Jeg havde så ondt i benene og ville bare gerne afslutte på det tidspunkt. Jeg kom ind i tiden 3.25 og var yderst tilfreds.

Jeg var ikke specielt træt, men havde bare meget ondt i ben og fødder efterfølgende.

Starten på denne rejse kom via Dukan Kuren, hvor jeg fik ændret min livsstil, som var masser af god mad som pizza, pasta, burger osv. og tid foran fjernsynet, til nu stadig at indeholde en masse god mad, men af en helt anden type og samtidig en masse aktivitet. Nu må vi se hvor jeg ender. Jeg har lidt kig på nogle ultraløb, som jeg tror kunne være sjove at prøve kræfter med.

 

admin

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *